Økonomerne har sagt det i årevis – og gentager det gerne. Og Folketinget har da også kvitteret i første runde med en tilbagetrækningsreform, der sikrer, at pensionsalderen følger levealderen opad. Men det er ikke nok, fastslår sagkundskaben her i Fronter. Derfor vil der blive brug for en tilbagetrækningsreform part II, der tager endnu et nøk og reducerer dette voksende gab yderligere.

Øvelsen er sværere end nogensinde. Politikerne står ansigt til ansigt med stigende ledighed – her og nu. Det er en pædagogisk og politisk udfordring af de større at forklare vælgerne, at det langsigtede behov er at skubbe danskernes otium – og sikre, at de, der kan, også bidrager på den anden side af 65 år. Der er brug for at forklare danskerne, at voksende ledighed her og nu desværre kan gå hånd i hånd med manglende arbejdskraft – nu og på længere sigt. Dette mismatch vil næppe forsvinde foreløbig.

Vi har brug for en åben debat om samfundssind. De, der har godt helbred, overskud og uddannelse, bør naturligt yde et ekstra bidrag. Det er i høj grad forudsætningen for at håndtere en fremtidig mangel på folkeskolelærere, praktiserende læger og andre offentlige ansatte, men også folk med andre specialiserede kompetencer.

Håbet kunne være, at de svære økonomiske tider måske paradoksalt nok kunne gøre vælgerne mere lydhøre over for behovet for langsigtede reformer. Det er blevet tydeligere end for 2, 5 og 10 år siden, at vi skal have skeen i den anden hånd. Det begynder med debatten om danskernes bidrag til vores højt skattede velfærd. For vi kan ikke holde det ønskede niveau, hvis vi samtidig fastholder stadig mere ferie og fritid, senere debut på arbejdsmarkedet og samme hurtige tilbagetrækning.