Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Regeringens pensionsudspil er ikke helt i mål

Kommentar: ​Regeringen har i dag offentliggjort sit pensionsudspil. Det er godt, at regeringen har anerkendt, at det for mange ikke kan betale sig at spare op til pension. Regeringens udspil er en forbedring i forhold til det udspil, som den tidligere V-regering kom med for et år siden. Men skattefradraget for pensionsindbetalinger bør målrettes personer tæt på folkepensionsalderen og ikke gives til alle. Det mener Per Bremer Rasmussen, administrerende direktør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

​Systemet bliver ekstra kompliceret af et nyt jobfradrag til lavtlønnede, der aftrappes. For den typiske LO-arbejder mindsker det tilskyndelsen til at spare op til pension; et nyt samspilsproblem indføres.

 

Forliget mellem regeringen og DF lige før sommerferien om ”Flere år i arbejde” var første halvdel af pensionsreformen. Den anden halvdel er offentliggjort i dag 29. august 2017. Reformen forsøger at løse den helt store udfordring for pensionssystemet: At det ikke kan betale sig at spare op til pension tæt på folkepensionsalderen, fordi udbetaling fra pension modregnes i offentlige pensionsydelser.

 

- Det er helt afgørende, at vi får gjort det attraktivt at spare op til pension for alle. Derfor er jeg glad for, at regeringen gør noget ved det, siger administrerende direktør i brancheorganisationen Forsikring & Pension, Per Bremer Rasmussen.

 

- Vi har i Forsikring & Pension brugt rigtig mange kræfter på at få bragt brandbeskatningen af pension på den politiske dagsorden. Hvis det ikke løses, truer det reelt den brede opbakning til pensionssystemet. Et velfungerende og udbredt pensionssystem er afgørende for den enkelte, for de offentlige finanser og for at finansiere investeringer i vækst og beskæftigelse, siger Per Bremer Rasmussen.
 
Skatteværdien af fradraget for indbetalinger øges med ca. fire pct.point for personer med mere end 15 år til folkepensionsalderen, og knap otte pct.point for personer med 15 år eller derunder til pensionsalderen. Det gøres ved at give et aldersbetinget fradrag af den del af pensionsindbetalingen, der ligger mellem 16.000 og 87.000 kr. fra og med 2023.
 
Et yderligere element er, at grundlaget for beskæftigelsesfradraget udvides, så der også beregnes beskæftigelsesfradrag af indbetalinger til pension. Det øger skatteværdien af pensionsindbetalinger med 2,7 pct.point for lavtlønnede. Loftet over beskæftigelsesfradraget afskaffes endvidere, således at alle uanset løn får forøget skatteværdien af pensionsfradraget
 
- Men ved at give forøget fradrag til alle, smører man lettelsen mere tyndt ud end i den model, som Forsikring & Pension har foreslået. Derfor bliver det mindre målrettet og med højere effektive skattesatser. Modellen kunne skrues mere effektivt sammen, så man fik mere effekt for de samme penge. Fradraget bør målrettes mere mod de personer, der er hårdest ramt af samspilsproblemet, siger Per Bremer Rasmussen.
 
Endvidere bør der ikke være et bundfradrag på 16.000 kr., da der også skal være en tilskyndelse til opsparing for personer, der slet ikke sparer op.
 
- Det er et stort problem, at der indføres et nyt jobfradrag til lavtlønnede, der aftrappes for en løn inklusiv pension i intervallet ca. 400-570.000 kr. For den typiske LO-arbejder mindsker det tilskyndelsen til at spare op til pension. Derfor er løsningen utilstrækkelig for denne gruppe, siger Per Bremer Rasmussen.
 
Figur 1 Reale effektive skattesatser i regeringens udspil og Forsikring & Pensions model. Gruppen med løn inklusiv pension mellem ca. 400.000 kr. og 570.000 kr.
graf-1.jpg

Figur 2 Reale effektive skattesatser i regeringens udspil og Forsikring & Pensions model. Gruppen med løn inklusiv pension under ca. 400.000 kr. og løn højere end ca. 570.000 kr.

graf-2.jpg
Se tabel 1: Effekter for persontyper (pdf-link) til højre på denne side.

Publiceret/opdateret 29-08-2017
Per Bremer Rasmussen
Adm. direktør
pbr@forsikringogpension.dk