Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Regeringens skatteaftale - opsparing til pension bliver igen attraktiv

​Den brede opbakning til pensionssystemet var under stærkt pres, og regeringens pensionsudspil var derfor ventet i spænding. - Med det nye pensionsfradrag er du ikke i tvivl om, at det igen er attraktivt at spare op til pension, siger Per Bremer Rasmussen, adm. direktør i Forsikring & Pension, efter at regeringen og DF i dag er blevet enige om en aftale.
 
​​​
Med aftalen i dag indføres et ekstra skattefradrag ved pensionsindbetalinger, så det bedre kan betale sig for alle at spare op til pension. I samme retning trækker et nyt jobfradrag, og at det eksisterende beskæftigelsesfradrag – til forskel fra i dag – tager højde for pensionsindbetalinger.
 
- Jeg er glad for, at regeringen med det nye udspil og sammen med løsningerne vedtaget sidste år nu samlet set får reduceret samspilsproblemet ganske væsentligt. Nu kan det igen betale sig at spare op til egen pension, og det kan vi kun være glade for, siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension.
 
Indtil i dag har vi været i den situation, at det for rigtig mange ikke kunnet betale sig at spare op til pension særligt de sidste år inden pensionsalderen, fordi udbetaling fra pension bliver modregnet i de ydelser, man får fra det offentlige. Det mindsker arbejdsudbuddet og danskernes lyst til at fortsætte på arbejdsmarkedet som seniorer.
 
- Vi havde naturligvis gerne set, at beskatningen af pensionsopsparingen var kommet endnu længere ned. Men det havde kostet flere penge, især på den korte bane, som det ikke var politisk muligt at finde. Men i dag glæder vi os over, at man nåede så langt, som man gjorde, siger Per Bremer Rasmussen.
 
Ekstra skattefradrag på 8,2 pct.
Med aftalen i dag indføres et ekstra skattefradrag på 3,1 pct. ved pensionsindbetalinger, der sker tidligere end 15 år før pensionsalderen. Derefter øges fradraget til 8,2 pct. Fradragene gives for indbetalinger i intervallet op til 70.000 kr.
 
Dertil kommer, at pensionsopsparing kan medregnes i grundlaget for beskæftigelsesfradraget, og at maksimum forhøjes fra 37.400 kr. til 38.400 kr.  
 
Der indføres desuden et nyt jobfradrag på 4,5 pct. (maks. 2.500 kr.) - af løn inkl. pensionsindbetaling, der overstiger 187.500 kr. Det maksimale jobfradrag opnås ved en indkomst på ca. 245.000 kr. og derover.
 
Første del om aldersopsparing vedtaget 2017
Den første del af pensionsreformen blev vedtaget sidste år og indebar ændringer af aldersopsparingen, så den målrettes pensionsopsparing sidst i arbejdslivet. Lønmodtagere med fem år til folkepensionsalder eller mindre kan indbetale op til 46.000 kr. årligt på en aldersopsparing. Man får ikke fradrag for indbetalingen, men den bliver så til gengæld heller ikke modregnet i offentlige ydelser, når pengene udbetales. Tidligere end de fem år før folkepensionsalder kan der indskydes 5.100 kr. årligt på aldersopsparingen.
 
 
 




 
 
Publiceret/opdateret 06-02-2018
Per Bremer Rasmussen
Adm. direktør
pbr@forsikringogpension.dk